Uddrag: Pigen fra Liberty – ny roman fra krimiduo Lotte & Søren Hammer

pigenfraliberty

I efterkrigstidens Berlin sker en række voldsomme drab, der først ikke får megen opmærksomhed. Men da en sort mand hænges i et træ, får mordene politisk bevågenhed. Ralph Woodrigde, en sort amerikansk advokat, sendes til den krigshærgede og opdelte hovedstad for at igangsætte en efterforskning. Her møder han den tidligere kripo-kommissær Johann Braunmann, og sammen indleder de et opklaringsarbejde, der skal vise sig at blive mere end udfordrende.

 

Pigen fra Liberty er ikke alene en krimi, det er også en medrivende historisk roman om racisme og uretfærdighed.

Prolog

 

  ULLAMAJ ER DØD, FAR. JEG KUNNE INGENTING GØRE.

  DE VAR FIRE, OG DE SKIFTEDES. FIRE ONDE NEGRE.

  DE BLEV VED OG VED, OG DE SKAR I OS IMENS. VI

  SKREG OG BAD, INDTIL ULLAMAJ IKKE SKREG MERE.

    KVINDERNE I KØEN AFLEVEREDE OS TIL DEM, SÅ DE

  SELV VAR FRI. VI VAR JO FREMMEDE, OG DE KAN IKKE

  LIDE OS. DE SIGER, AT VI SPISER DERES MAD, MEN

  HVAD SKAL VI GØRE?

    NU STÅR SOLEN OP, FAR, OG OM LIDT KOMMER DE

  EFTER MIG. MEN JEG KAN IKKE. IKKE IGEN.

 

Ewa havde fået en splint i fingeren, og Johann forsøgte at grave den fri med en nål. Hun græd stille, men hev ikke sin hånd til sig. Han bandede indvendigt, hvis han blot havde haft en pincet, var det ingen sag.

Til sidst opgav han, løftede pigen op og gik de få skridt hen til naboteltet. Her boede Sigi og hendes far. De var flygtninge fra Østpreussen. Sigi var midaldrende, hun manglede sin ene fod og humpede rundt tidlig og silde med en krykke. Altid smilende, aldrig et vredt ord fra hende, endsige beklagelser.

På grænsen til psykisk syg i sin glæde over hvad som helst. I grel modsætning til sin far.

Han sad på en stol i forteltet hele dagen. Hvis han havde tobak, røg han på sin majspibe, ellers sov han. Når nogen gik forbi på stien, råbte han gerne efter dem, grimme ting på sin masuriske dialekt. Han råbte også efter Johann og Karla, men ikke efter Ewa, for hvis han gjorde det, kastede Johann sten mod ham. 

 

Johann havde en lille bunke liggende til det samme, ikke for store, men heller ikke helt små, og ramte han ham i hovedet, hylede han højt. Alligevel var Ewa bange for ham. Hun skjulte ansigtet mod Johanns arm, mens Sigi uden problemer fjernede splinten med sine negle.

Tilbage ved deres eget telt duppede Johann en smule cognac på Ewas sår og forbandt fingeren med en kluntet bandage. Hun lo og kyssede ham.

 

– Gode mennesker, gode mennesker.


Tiggerpigen under platantræet, hvor stien drejede skarpt til højre, rakte sin blikdåse frem. Ewa kiggede spændt, måske kom Karla hjem nu. Men det var to ruinkoner, der havde fri efter dagens hårde arbejde. Den ene lagde en mønt i blikdåsen, og pigen takkede:

– Gode mennesker, gode mennesker.

 

Det var de eneste to ord, Johann havde hørt hende sige. Hun sad dagen lang under sit træ, og talte man til hende, fik man intet svar. Hvor hun sov om natten, vidste Johann ikke. Hun var omkring 17 år – hvis Johann skulle gætte – og det skete, at Ewa satte sig ved siden af hende, men kun når Karla ikke så hende. Ellers blev hun hevet hjem ved øret. Karla ville under ingen omstændigheder have, at Ewa tiggede.

Da Karla kom, løb Ewa hende i møde og omfavnede hendes ben, den gamle råbte ad Karla: Ami-luder! Raceskænder! Karla skar ansigt og rakte tunge, som et barn. Derpå gik hun ind i teltet og skiftede til sit hverdagstøj, så hun ikke sled mere end højst nødvendigt på sin smukke silkekjole. Og strømperne samt de røde, højhælede sko.

 

Hun rakte Johann et bundt pengesedler, som han uvilligt tog imod. Men sådan insisterede hun på at det skulle være – Johann administrerede deres penge. Hun sagde:

– Jeg er sulten. Jeg har kun fået en soda… Hun skæver til Ewa … et glas vand hele dagen.

Ewa sagde glad:

– Vi har ris, vi har kartofler, vi har olie. Vi er ikke fattige. Vi skulle skamme os … skulle vi. Og Johann har penge i banken. Når banken åbner, har … Johann penge i banken.

Det var en lidt forkortet udgave af det, Karla altid fortalte hende. Johann smilede til Ewa og sagde til Karla:

– Komfuret er klar til at blive tændt op. Hvordan gik det?

– Ligesom sidst. Vi spadserede op og ned ad Ku’damm med hinanden under armen, mindst fem gange, og der er ikke den bænk i hele Berlin, vi ikke har siddet på.

– Havde I …
Hun nåede at afbryde ham.
– Små gryder har også ører, Johann.
– Beklager, det er sandt. Var I … på hotel?
Det irriterede ham, at han spurgte hende. Karla og han var ikke sammen på den måde, han lod blot hende og Ewa bo i hans telt, fordi de ikke havde andre steder, og hvem hun havde haft sex med, vedkom ikke ham. Overhovedet ikke!

 

Hun rystede på hovedet.

– På ingen måde. Men vi kørte i sporvogn, det glemte jeg. Det var faktisk ret sjovt.

– Kører sporvognene?

– Nej. Én sporvogn kører i ét spor med fire stoppesteder. Det er på Lindenstraße, fra Oranienstraße til Belle-Alliance-Platz og så selvfølgelig tilbage igen. Der er en amerikansk kampvogn, som trækker den. Men vognstyreren står alligevel på sin plads og lader, som om det er ham, som styrer. Også når sporvognen bliver trukket baglæns. Passagererne griner ad ham.

 

Hun satte sig på hug og tændte op i komfuret. Han spurgte bag hendes ryg:

– Lavede I en ny aftale?

Hun sagde med spinkel stemme:

– Nej, for han er død.
– Hvad er det, du siger? Er han død?!

– Ja, han er død. De hængte ham.
– Hvorfor har du ikke … eller nej, det er lige meget. Fortæl dog, Karla.
Hun drejede hovedet og spurgte med sprød stemme:
– Er du vred på mig?


Hun var altid yderst påpasselig med at gøre ham tilfreds. Fordi hun var bange for, at han smed hende ud, og det var umuligt for Johann at overbevise hende om, at det gjorde han ikke.

– Nej, Karla. Nej, naturligvis ikke.

– Jeg skulle have sagt med det samme, at han var død, ikke? Det er derfor, du er vred. Det er bare … der er så mange døde alle vegne … Jeg glemmer …

Hun slog ud med armene uden at afslutte sætningen. Johann sagde:

– Det gør ikke noget, Karla. Og jeg er ikke vred. Fortæl nu bare.

– De holdt i en jeep ved indgangen til haven, den ved Königin- Luise-Straße, tre mand, amerikanere ligesom ham. De slog ham og bandt hans hænder, og de havde gjort et reb klar i et træ. Så hev de ham op på køleren af bilen og stak hans hoved i løkken. Derefter kørte de, mens han sprællede og døde. Sådan var det. Det gik meget hurtigt. Han hænger der sikkert endnu, tror jeg.

– Men hvad gjorde du?
– Jeg gik hjem. Hvad skulle jeg ellers gøre?
– Nej, naturligvis, men jeg mener … altså, de gjorde ikke dig noget? – Næ, ikke spor. De lod, som om jeg var luft.

 

Kartoffeltern svitset i olie og en smule karry, dertil ris og masser af purløg. Det smagte dejligt. Ewa fik en halv liter mælk, som hun ikke brød sig om, men lydigt drak. Ellers blev hendes knogler syge, mente Karla.

De havde taget en portion fra til tiggerpigen. Ewa gik forsigtigt over med den. Da hun var uden for hørevidde, sagde Karla:

 

– Jeg tror, at det var, fordi jeg er hvid, og han ikke var. De ville ikke have, at han gik sammen med mig. Derfor hængte de ham.

– Ja, det tror jeg også.
– Måske kommer de og afhører mig. Altså amerikanerne.
– Ja, måske.
– Jeg håber det ikke.
– Tag det roligt. Du har jo ikke gjort noget forkert.
– Hvad har det med sagen at gøre? Man behøver da ikke have gjort noget forkert for at komme i problemer. Amerikanerne bestemmer alt. Det svarede Johann ikke på.

 

 Lidt efter tilføjede Karla:
– Det var synd for ham, synes jeg. Han græd, men det hjalp ham ikke.

Kapitel 1

 

FOTOGRAFIET VAR I foliostørrelse, kornet og ubehageligt.

Det viste en ung mand, der lå på ryggen med hovedet hvilende op ad en husmur. Hans ene øje og en del af hans kranium var skudt væk. Hans hvide skjorte var gennemvædet af blod, og på brostenene under ham havde en blodpøl bredt sig. Den døde mand var sort.

Ralph skød fotografiet fra sig, ind over skrivebordet, tilbage til manden på den anden side. Manden havde præsenteret sig som Keith Wilson, men ikke fortalt, hvad han arbejdede med, endsige hvorfor Ralph befandt sig på kontoret. Han var i halvtredserne med karseklippet hår og et skarpskårent ansigt, veltrænet og med en ubehagelig, overlegen udstråling. Han var klædt i en stram, enradet jakke med bred revers. Hans slips var dyrt, ternet og grimt.

Han gav sig god tid til at betragte Ralph uden at bekymre sig om den akavede tavshed, der fulgte med. Ralph slog til sin egen irritation blikket ned. Og ventede. Så sagde Keith Wilson konstaterende:

– Ralph Woodridge, den eneste farvede distriktsanklager i New York, hvis ikke i hele landet.

– Assisterende distriktsanklager. Og hvad arbejder du med?

Manden svarede ham ikke. Det virkede, som om han ikke havde hørt spørgsmålet. Ralph tilføjede:

– Hvorfor skulle jeg se det billede? Og hvad vil du mig?
Igen fik han intet svar.

Fem minutter tidligere var Ralph blevet ringet op af en sekretær

og kaldt ind til sin chef, Murray Brooks, chefanklager for Southern District of New York. Han havde spurgt om grunden … om der var papirer, han skulle have med sig? Nej, bare kom, Ralph – hun havde lagt røret på.

Uden for sit kontor havde en smilende Murray Brooks ventet på ham. Hej, Ralph, gå blot ind. Hans chef havde vist vej med en hånd- bevægelse, og Ralph var gået ind på kontoret, mens Murray Brooks havde lukket døren udefra. Indenfor, bag Murray Brooks’ skrivebord, sad Keith Wilson.

Ralph hævede blikket og kiggede ud ad vinduet. Det regnede. En mand, der kunne overtage Murray Brooks’ kontor, var en mand med magt. Alligevel rejste Ralph sig og stillede sig hen ved vinduet. Han kiggede ned på gaden og så ikke andet end paraplyer. De fleste sorte, enkelte grå. Der stod et par heste, hvis kraftige kryds set heroppefra dominerede deres statur, stærke dyr. Endelig sagde Keith Wilson:

– Jeg arbejder for den amerikanske regering, og du er her, fordi jeg vil tale med dig. Sæt dig venligst tilbage på din plads. Ralph adlød.

 Han burde ikke have rejst sig i første omgang, og nu var hans tavse protest faldet til jorden.

Keith Wilson sagde:

 

– Jeg har hørt, at du taler tysk, hr. Woodridge. Er det korrekt?


– Ja, jeg gør.


Keith Wilson drejede et nummer på Murray Brooks’ telefon. Derefter rakte han røret til Ralph. En kvindestemme fortalte ham på tysk om, hvordan hun på Lower Broadway for godt et par måneder siden havde oplevet general Eisenhowers konfettiparade. Snart havde de en samtale, indtil hun havde hørt tilstrækkeligt. Hun forlangte at få Keith Wilson igen. Han lyttede kort, lagde røret på og sagde:

 

– Udmærket, boy. Dit tyske er ikke perfekt, men tæt på.

 

Tiltaleformen var åbenlyst for at se, hvordan han reagerede, og denne gang var det Ralph, der ikke svarede. Ret beset var han heller ikke blevet spurgt om noget.

 

Keith Wilson nikkede et par gange frem for sig, som om han ville bekræfte Ralphs manglende reaktion. Så fandt han en grå elastikmappe frem fra sin taske og lagde den foran sig på skrivebordet.

– Vi har brugt en del tid på at samle oplysninger om dig, og nu vil jeg høre dig selv fortælle. I hvert fald om nogen af dem. Det kommer til at tage tid, måske bliver vi ikke færdige i dag.

– Hvem vi?

– Mig og nogle af de mennesker, der arbejder for mig. Du får lejlighed til at stille spørgsmål senere.

Ralph pegede på fotografiet af den døde mand.
– Og det der?
– Jeg har flere fotografier, som du skal se senere. Det var blot for at vise dig … eller nej, det er lige meget. Du får en forklaring senere. Keith Wilson slog op i sin mappe, bladrede lidt i papirerne og sagde så:
– Du vandt engang en stavekonkurrence, fortæl mig om den.
– Vi var tre, jeg vandt den ikke alene. Og det var ikke en stavekonkurrence.
Keith Wilson smilede for første gang. Så gentog han:
– Fortæl, Ralph.

Ralph fortalte kortfattet. Dog længe nok til, at hans svar ikke kunne siges at være vrangvilligt eller respektløst.

 

Samtidig tænkte han tilbage, selvom han egentlig ikke havde lyst til at tænke på den episode.

Du kunne også være interesseret i...