Jutta Graae er forholdsvis ukendt i Danmarks modstands- og efterretningshistorie. Forklaringen er, at hun nøje overholdt sin tavshedspligt: “Hun vidste det meste, men tav med det hele,” sagde man.
Trine Engholm Michelsen, forsker ved Forsvarsakademiet, har gravet de godt gemte dokumenter og billeder frem fra arkiverne og samlet dem i biografien Storfyrstinden.
Forfatteren fortæller her.
I 2017 skrev jeg om kvindelige rollemodeller i forsvaret og blev optaget af dette fotografi. Det var, som om denne kvinde havde en ræv bag øret. En hemmelighed, hun ville af med.
”Hvem er hun?” spurgte jeg forsvarets arkivar.
”Tja. Gad vide, hvorfor frk. Graae fik lov at sidde der på forreste række? Hun var bare efterretningschefens sekretær.”
Det var gåden, der sendte mig på flere års research.
Kvinden er Jutta Graae.
Engelske, svenske og danske arkiver fortæller, at hun var kendt under mindst tre dæknavne. I de første krigsår var hun Storfyrstinden, modstandsbevægelsens og efterretningstjenestens kurer. Svenske efterretningsfolk kaldte hende Röda Neljikan, da hun i 1943 smuglede sig over Sundet og var med til at starte en ny dansk efterretningstjeneste fra svensk eksil. For englænderne var Jutta Graae Haddock, sabotørernes og generalernes rådgiver.
En ganske magtfuld, men ret anonym skikkelse i Danmarks besættelseshistorie. Det skyldes, at hun strengt overholdt sin tavshedspligt: ”Hun vidste det meste, men tav med det hele”, fortæller hendes slægtninge.
Modsat udenrigspolitisk historie, hvor forskeren finder diplomaternes beskrivelser af aktørernes interesser, indsatser og aftaler, er dokumenter om efterretningsvirksomhed typisk i sig selv fordrejede.
Aktørernes opgave var at lyve og vildlede og helst intet skrive ned. Metoder hemmeligholdes, så de kan bruges af senere kolleger. Kilder beskyttes i deres samtid, så de ikke ødelægges, dræbes eller overtages af modstandere, og de sløres i deres eftertid af personlige grunde.
Jutta Graae tog dette hensyn. Hun efterlod kun en tynd erindringsbog, mest med anekdoter og ros til sine makkere.
Under krigen var hun hverken i et politisk parti, havde militær titel eller var en del af en institution. Hun var ansat i Sparekassen ved Gråbrødre Torv. Heldigvis har den engelske sabotageorganisation et arkiv i London, hvor Agent Storfyrstinden fylder en hel papkasse og afdækker Jutta Graaes store modstandsstrategiske indsats.
I bogen Storfyrstinden forsøger jeg at tyde lidt mere af, hvad hun skriver mellem linjerne. Hendes instinkt var ubemærket, men konsekvent, at gøre sig uundværlig i de sammenhænge, hun indgik i. ”Frk. Graae” optræder derfor i et væld af andre hovedaktørers privatarkiver og interviews.
Senere, efter krigen, førte Jutta Graae Juncker en levende korrespondance med besættelseshistorikere.
Helt til hendes død i 1997 bad de hende fortælle, hvordan det hele gik til. Hun var den, der trak i trådene og flettede dem sammen til den organisation, der fik Danmark ud af samarbejdet med Nazityskland og gjorde landet til en del af de allieredes kamp.
Storfyrstinden er klar til at få sin historie fortalt.
Det ved jeg, fordi hun som 88-årig, tre år før sin død, besluttede at give sit personlige materiale fra sig. På godset Overgaard ved Randers, hvor hun levede med tidligere faldskærmschef Flemming Juncker, forærede hun i 1994 hele indholdet af en kommodeskuffe til historieprofessoren Knud J. V. Jespersen. Private breve, pjecer, fotos og artikler, der betød noget for hende, og som viser, hvor hendes sympatier lå.
Og Jespersen gav papirbunkerne videre til mig.
Jutta Graaes personlige motiver og lidenskaber hørte jeg om i samtaler med hendes nære familie. Hos slægten fik jeg begivenheder og stemninger, som formede hende i barndom og ungdom.
Da forstod jeg det menneskelige skæbnespil, som gjorde hende til pioner i den tidlige dansk-engelske modstandsbevægelse i 1939: Jutta Graaes kontakter fra sit liv som selskabsdame i London i 1920’erne og 1930’erne og fra hendes nære kammeratskab med svogeren og journalisten Ebbe Munck.
”Det var med mine venner, jeg ordnede det”, sagde hun til en journalist, da den engelske dronning i 1947 dekorerede hende med Member of the Order of the British Empire.
Storfyrstinden fortæller, hvordan hun lykkedes som aktivist med det ene mål: at bekæmpe Adolf Hitler. Det var en fordel for hende at være fri for titler, karrierehensyn og demokratisk mandat. Hun kombinerede et højt etisk mål med snedighed og indimellem beskidte tricks. Hun gik bevidst efter de personer og de redskaber, der var de mest effektive.
Jeg har valgt at fortælle Jutta Graaes historie i øjenhøjde, i nutid og fortløbende. Hun traf sine valg i en usikker og farlig nutid med blikket ind en tåget fremtid. Jeg bruger hendes sparsomme kommentarer om sig selv, fylder ud med detaljer fra andre kilder og vælger, hvor der er huller, at antyde det mest sandsynlige begivenhedsforløb.
Jeg trækker konflikter og intriger op, som hun bevidst har sløret, bagatelliseret og afdramatiseret. Jeg søger at korrigere efterrationaliseringer, erindringsforskydninger, probritisk propaganda og afslører enkelte af hendes vildledningsmanøvrer.
Der har ikke været brug for at digte videre på hendes historie. Virkeligheden var i sig selv højdramatisk og indimellem usandsynlig. Storfyrstinden inviterer os ind i miljøer, som vi ikke tidligere så klart har forbundet med modstandskamp: den engelske overklasse og jetsettet nord for København med adgang til penge og magt. En hård efterretningsbusiness, hvor der ikke findes venner, men kun byttepartnere, hvis varen har høj nok kvalitet. Og endelig, et svensk-dansk antitysk samarbejde, som diskret og upåklageligt fungerede bag kulisserne af en nordisk neutralitetspolitik.
Storfyrstinden beriger vores fælles forståelse af besættelsen og åbner vores øjne for, at en af de første større modstandsmænd var en kvinde.
– Trine Engholm Michelsen, forsker, ph.d, forfatter
Få historien live:
>> Book forfatteren til et foredrag
Læs bogen: Storfyrstinden af Trine Engholm Michelsen
Jutta Graae var en uhyre vigtig modstandskvinde i Danmark og hos de allierede.
I den hemmelige spionverden havde hun tre dæknavne: i Danmark var hun Storfyrstinden, i England Haddock og i Sverige Röda Neljikan.
Hvordan lykkedes hun som aktivist i modstandskampen? Hvor og hvordan spillede hun en rolle og ændrede historiens gang? Hvad drev hende? Hvad følte hun?
I biografien om Jutta Graae, Storfyrstinden, dykker Trine Engholm Michelsen ned i glemt og ukendt arkivmateriale og tegner et portræt af en af modstandskampens allerstørste helte, en kvinde med et stort mod og et stort hjerte. Den fortæller om de seks dramatiske år 1939-1945 oplevet fra Storfyrstindens synsvinkel.
Forfatter til Storfyrstinden: Trine Engholm Michelsen
Trine Engholm Michelsen, født 1965, er forsker ved Forsvarsakademiet.
Hun er ph.d. i international politik fra Københavns Universitet og har en doktorgrad i politisk filosofi fra Université Libre de Bruxelles.
