Julia May Jones’ debutroman Vladimir rejser højaktuelle spørgsmål, når moralske gråzoner møder begær, i en provokerende fortælling om hjertets drifter.
Da en kvindelig lektor udvikler en besættelse af en den yngre romanforfatter Vladimir, der ankommer til den campus, hvor hun og hendes mand er ansat, bliver hendes liv og hendes ægteskab vendt på hovedet.
Vladimir er en modig bedrift fyldt til bristepunktet med skarpsindig humor og erotik.
Læs første kapitel her:
Da jeg var barn, var jeg vild med gamle mænd, og jeg kunne mærke, at de også var glade for mig.
Ikke mindst fordi de fornemmede, hvor ivrig jeg var efter at behage, hvor vigtigt det var for mig, at de kunne lide mig. De blinkede til mig og fandt mig fremmelig af min alder.
Jeg mødte dem i kirken og ved familiesammenkomster og som venner af mine venners forældre. De var mine danselæreres ægtemænd eller mine fysik- eller historielærere.
Deres anerkendelse fyldte mig med glæde. Når jeg tænker tilbage på min barndom, har jeg en hvid kjole på med et blåt bånd om livet. Girls in White Dresses – en sang skrevet af en gammel mand. Det var ikke sådan, jeg gik klædt, men det er sådan, jeg husker mig selv, især når jeg interagerede med gamle mænd.
Godhed og intelligens strålede fra mit blik, og de gamle mænd bemærkede det med det samme, selv de ældste og mest gnavne.
Jeg holder stadig af mange af de samme ting, som gamle mænd typisk holder af. Jazz, folkemusik, blues, guitarvirtuoser.
Lange, velresearchede fortællinger. Eksistentialister og en flydende pen. Lastefuldhed og sjove forbrydere. Følsom rock. Nederdrægtighed.
Jeg kan godt lide folkelige fortællinger om livet i byen eller på landet, eller historiske anekdoter fra den politiske verden. Jeg kan godt lide intelligente vittigheder og at tale om, hvad der gør en bemærkning morsom, og ordspil og kortspil og krigshistorier.
Det, jeg dog holder allermest af ved gamle mænd nu, og årsagen til, at jeg ofte tænker, at jeg måske i virkeligheden er en gammel mand frem for en midaldrende hvid kvinde i slutningen af halvtredserne (den identitet jeg til min gene- relle ærgrelse er bebyrdet med i min offentlige fremtræden), er, at gamle mænd er drevet af lyst.
Alt ved dem handler om tilfredsstillelse. De besidder en stor appetit, når det gælder mad, lystbåde, ferier, underholdning. De vil stimuleres. De vil sove.
De er styret af lyst deres verden er sammensat af det, de begærer.
De gamle mænd, jeg tænker på (og måske mener jeg en særlig slags gamle mænd, som jeg har mødt, og som har indprentet sig i min bevidsthed fra en ung alder), kender ikke til eller kan ikke forestille sig en verden, der ikke i sin essens er drevet af at få det, man gerne vil have.
Og naturligvis vil de også have en partner, der begærer dem, om det så kun er i deres fantasi, i det blå skær fra tv-skærmen.
…
Jeg skrev ovenstående, mens jeg betragtede Vladimir og hans gyldenbrune, velformede hoved, der lænede sig mod træsto-len.
Hans kraftige – man kunne godt kalde den fremtrædende – pande fanger lyset og oplyser den trommeskindsstramme hud, der dækker kraniets maskuline fremspring. I en alder af fyrre er han tydeligvis en mand, hvis ansigt vil blive stadig mere stramt, før det bløder op.
Hans gråsprængte hår ligner lidt en høstak, der er stadig masser af det, men i årene, der kommer, vil det tynde ud og en dag helt forsvinde. Han sover i stolen, og hårene på hans venstre arm (den, jeg ikke har bun- det fast) gløder i den sene eftermiddagssol. Synet af hårene på hans arm, der gløder i solen, sender en hulken ned langs min rygrad. Jeg lader mine fingre glide hen over de bløde hår, lige så let som var mine fingre et lillebitte, forsigtigt insekt.
Stolen er stor, middelalderagtig, lavet af mørkebrunt fyr- retræ og med en overflade, der er blevet slidt blank af tiden. Den stammer fra en genbrugsbutik, og før det et værtshus, der gik nedenom og hjem på Route 9. Overalt i træet er der klæbrige, mørke indgraveringer af navne og initialer, hvoraf nogle sidder parvist med et hjerte omkring, mens andre har datoer. Når jeg forsøger at finde inspiration, stiller jeg ind på et par initialer: J.S. + R.B. 1987.
Jeg finder på navnene bag initialerne: det kunne være Jehan Soon og Robert Black – et bøssepar, begge arkitekter, som flyttede på landet fra New York City, på flugt fra den frygtelige AIDS-epidemi. Jehan er søn af koreanske immigranter, født og opvokset i Flushing, Queens, og Robert Black, der i direkte linje nedstammer fra de første kolonister, er et sort får med blåt blod i årerne, ja, dér var så lige et lille ordspil. De køber en kæmpestor kasse af et victoriansk hus og kaster al deres energi ind i indretning af huset, finder antikviteter og gør den slags særlige fund, der kun var mulige i tiden før internettet, før det gik op for folk, hvor meget alting var værd, fra Eames-stole til små, kitschede porcelænsfigurer fra tresserne.
En aften beslutter de sig for at gå lidt ud i deres nye hjemby og havner på et tilfældigt værts- hus. Det er en lun forårsaften, og de sidder udenfor under træ- er med tunge blomster, der drypper romantisk ned over dem. Jehan bliver småfuld og kærlig, men Robert føler sig utryg i de nye omgivelser, ikke mindst på grund af de tætte klynger af tætte mænd, der, hvis de ikke ligefrem er medlemmer, så dog i æstetisk forstand trækker på Hells Angels’ idealer, og han skubber ham væk. De skændes, voldsomt, og går vrede hjem – Jehan føler sig ydmyget, Robert føler sig hjælpeløs. Langt senere, efter de er blevet gode venner igen, tager Robert alene hen på værtshuset og skærer deres initialer i stolen, og på årsdagen for deres flytning, for deres nye liv i den lille by, inviterer han Jehan med ind på værtshuset, får ham til at sætte sig i stolen og viser ham indgraveringen.
Og så opløses de for mit indre blik.
For eksempel.
Vladimir snorker let, en blød og beroligende spinden. Det er en nuttet, regelmæssig lyd.
Hvis jeg boede sammen med ham, hvis jeg var hans kone, ville jeg lægge mig helt tæt ind til ham og lade hans blide snorken lulle mig i søvn som lyden af bølger, der slår mod land.
Jeg kunne rydde op i hytten – limefrugterne fra vores drinks ligger udklemte på køkkenbordet, vores sko står hulter til bulter i gangen. Jeg kunne skrive mere, arbejde på min roman; men egentlig vil jeg helst bare sidde lidt og stirre på lyset, mens det bevæger sig hen over ham. Jeg er klar over, at dette øjeblik er et perfekt eksempel på liminalitet. Jeg lever i den virkelighed, der eksisterer, før Vlad vågner. Jeg ville ønske, at nogle af mine studerende, dem, der nærer en umoden begejstring for litteraturteoretiske termer, var her. Hvis de var, er jeg sikker på, de ville kunne mærke den. Ikke-stedligheden og ikke-tidsligheden ved nuet. Det pulserende nærvær i et øjeblik mellem øjeblikke.
Anmelderne om: Det Danmark du kender
”Ligesom den mand, hun lænker til en stol i prologen, så snart denne forfatter har fat i dig, giver hun ikke slip igen. En bemærkelsesværdig debut!”
– Kirkus Reviews
”Jonas har med en potent og buldrende stemme tegnet en karakter, der står så skarpt, at når hun gør ting, der er ondskabsfulde, farlige og, ja, grænseoverskridende, vil vi bare have hende til at gøre det igen.”
– LA Times
”Jonas’ jeg-fortæller er et kunstværk i sig selv.”
– The Washington post
