Bridgerton #1: Daphne Bridgerton modtager kun ægteskabstilbud fra bejlere, hun ikke synes om – indtil hun møder en ugift hertug

Bridgerton 1 uddrag daphne

London 1813. Daphne Bridgerton er både begavet og smuk – alligevel modtager hun kun ægteskabstilbud fra bejlere, hun ikke synes om. Men da den unge Hertug Simon Bassett kommer til byen, forandres alt.

 

Læs her et uddrag af første bind i Julia Quinns medrivende serie om Familien Bridgerton.

 

 

“Familien Bridgerton er langt den mest frugtbare familie i samfundets øverste kredse. Vicomtessen og den salige vicomtes flid er prisværdig, skønt man må sige, at deres valg af navne til børnene er yderst banalt.

 

Anthony, Benedict, Colin, Daphne, Eloise, Francesca, Gregory og Hyacinth – orden er, naturligvis, af det gode i enhver sammenhæng, men man synes da, at intelligente forældre burde være i stand til at holde styr på deres børn uden at behøve at alfabetisere deres navne.

 

Yderligere er bare synet af vicomtessen og alle hendes otte børn tilstrækkeligt til at få en til at tro, at man ser dobbelt – tredobbelt – eller det, der er værre.

 

Aldrig har Denne Skribent set en søskendeflok, hvis medlemmer ligner hinanden så grotesk meget, hvad angår fysisk fremtoning. Skønt Denne Skribent aldrig har taget sig tid til at tjekke øjenfarven, så har alle samme kropsbygning og samme tykke, kastanjebrune hår.

 

Man kan kun have ondt af vicomtessen, nu, hvor hun søger fordelagtige ægteskaber til sit afkom, over, at hun ikke har formået at frembringe et eneste barn med mere moderigtige farver. Nuvel, der er også fordele ved en familie, hvor alle ser så ens ud – der hersker ingen tvivl om, at alle otte er ægtefødte.

 

Ak ja, kæreste læser, Deres Hengivne Skribent ville ønske, det samme kunne siges om alle store familier …

 

LADY WHISTLEDOWN’S SOCIETY PAPERS, 26. APRIL 1813″

 

 

”Uuuuuuuuuuhhhhhhhhhh!” Violet Bridgerton krøllede den lille bulletin sammen til en kugle og kylede den tværs gennem den elegante dagligstue.

 

Hendes datter Daphne var klog nok til ikke at kommentere det, men bare lade, som om hun var optaget af sit broderi.

 

”Har du læst, hvad hun har skrevet?” ville Violet vide. ”Har du?”

 

Daphne fik øje på papirkuglen, der nu lå under et hjørnebord i mahogni. ”Jeg fik ikke lejlighed, før du var, øh, færdig.”

 

”Så læs det,” jamrede Violet og slog i luften med en dramatisk bevægelse. ”Læs nu, hvor denne kvinde har tilsmudset os.”

Daphne lagde roligt sit broderi fra sig og rakte ned under bordet. Hun glattede papiret ud på sit skød og læste afsnittet om sin familie. 

Hun blinkede og så op. ”Det er da ikke så galt, mor. Det er faktisk en veritabel velsignelse sammenlignet med, hvad hun skrev om familien Featherington i sidste uge.”

 

”Hvordan skal jeg nu kunne finde en ægtemand til dig, når den kvinde har krænket dit navn på den måde?”

 

Daphne tvang sig selv til at puste ud. Efter næsten to sæsoner i Londons selskabsliv var bare ordet ægtemand nok til, at det dundrede i tindingerne på hende. Hun ville gerne giftes, det ville hun virkelig, og hun gik ikke engang efter et kærlighedsægteskab. Men var det virkelig for meget at håbe på en ægtemand, man følte bare en lille smule ømhed for?

 

Indtil videre var der fire mænd, der havde bedt om lov til at anholde om hendes hånd, men når Daphne havde forestillet sig at leve resten af sine dage sammen med nogen af dem, havde hun bare ikke kunnet gøre det. 

 

Der var et par stykker, som hun tænkte ville kunne være nogenlunde gode ægtemænd, men problemet var – ingen af dem var interesseret. 

 

De kunne alle sammen godt lide hende, åh ja. Alle kunne lide hende. Alle syntes, hun var sjov og venlig og rapmundet, og alle syntes bestemt, at hun var attraktiv, men ingen var betaget af hendes skønhed, blev stum i hendes nærvær eller bevæget til at skrive digte til hendes ære.

Alle syntes, hun var sjov og venlig og rapmundet, og alle syntes bestemt, at hun var attraktiv, men ingen var betaget af hendes skønhed, blev stum i hendes nærvær eller bevæget til at skrive digte til hendes ære.

Mænd var, tænkte hun med afsky, kun interesseret i kvinder, der skræmte dem.

 

Tilsyneladende var der ingen, der kurtiserede sådan en som hende.

 

De tilbad hende, eller det sagde de i hvert fald, fordi hun var så let at tale med, og hun altid forstod, hvordan en mand havde det. Som en af de mænd, Daphne havde tænkt kunne være en rimelig ægtemand, havde sagt:

 

”For pokker da, Daff, du er bare ikke, som kvinder er flest. Du er fuldstændig normal.”

 

Hvilket hun havde kunnet tage som en kompliment, hvis han ikke derefter var gået videre for at lede efter den seneste lyshårede skønhed i selskabet.

 

Daphne så ned og bemærkede, at hendes hånd var samlet i en knytnæve. Så så hun op og konstaterede, at hendes mor så på hende og tydeligvis ventede på, at hun skulle sige noget. 

 

Eftersom hun allerede havde pustet ud, rømmede hun sig og sagde: 

 

”Jeg er sikker på, at lady Whistledowns lille klumme ikke kommer til at skade mine chancer for at finde en ægtemand.”

 

”Daphne, der er gået to år nu!”

 

”Og lady Whistledown har kun udgivet sine bulletiner i tre måneder, så jeg kan ikke se, hvordan vi kan give hende skylden.”

 

”Jeg giver skylden til, hvem jeg har lyst til,” mumlede Violet.

Daphnes fingernegle borede sig ind i hendes håndflader, da hun tvang sig selv til ikke at svare igen.

Hun vidste, at hendes mor havde de bedste intentioner, og at hun elskede hende. Og hun elskede også sin mor. Faktisk havde Violet nok været den bedste mor i verden, indtil Daphne var blevet giftefærdig. Det var hun stadig, når hun ikke var desperat over det faktum, at hun havde tre andre døtre, som hun skulle sørge for blev gift, så snart Daphne var blevet det.

 

Violet pressede sin spinkle hånd mod sit bryst. ”Hun taler nedsættende om din herkomst.”

 

”Nej,” sagde Daphne langsomt. Det var klogt at gå forsigtigt frem, når man skulle modsige hendes mor. ”Faktisk er det, hun siger, at vi alle er ægte. Hvilket er mere, end man kan sige om de fleste store familier i Londons overklasse.”

 

”Hun burde end ikke have bragt det op,” fnøs Violet.

 

”Mor, hun er skribent på et sladderblad. Det er hendes arbejde at bringe den slags op.” ”Hun er ikke engang en virkelig person,” tilføjede Violet vredt. Hun placerede hænderne på sine slanke hofter, skiftede mening og fægtede så med en finger i luften. ”Whistledown, ha! Jeg har aldrig hørt om nogen familien Whistledown. Hvem end denne depraverede kvinde er, så tvivler jeg på, hun er en af os. Som om noget dannet menneske ville skrive den slags ondskabsfulde løgne.”

 

”Selvfølgelig er hun en af os,” sagde Daphne, og hendes brune øjne fyldtes af morskab. ”Hvis hun ikke var fra Londons overklasse, ville hun jo på ingen måde være indviet i den slags nyheder, hun skriver om. Troede du, hun var en eller anden bedrager, der sneg sig til at kigge ind ad vinduer og lyttede ved døre?”

 

”Jeg bryder mig ikke om din tone, Daphne Bridgerton,” sagde Violet og kneb øjnene sammen.

Daphne bed endnu et smil i sig. Jeg bryder mig ikke om din tone, var Violets standardsvar, når et af hendes børn var ved at vinde en diskussion.

Men det var så sjovt at drille hendes mor. ”Det skulle ikke overraske mig,” sagde hun og lagde hovedet på skrå, ”hvis lady Whistledown var en af dine venner.”

 

”Var din mund, Daphne. Ingen af mine venner ville nedværdige sig til den slags.”

 

”Nåja, men altså,” medgav Daphne, ”det er sikkert ikke en af dine venner. Men jeg er sikker på, at det er en, du kender. Ingen person udefra ville kunne få fat i de ting, hun skriver om.”

 

Violet lagde armene over kors. ”Jeg har lyst til at lukke den butik en gang for alle.” ”Hvis du gerne vil have, at hun lukker butikken” – Daphne kunne ikke dy sig for at sige det – ”burde du ikke støtte hende ved at købe bladet.”

 

”Og hvilken forskel skulle det gøre?” ville Violet vide. ”Alle andre læser det jo. Min lille, ubetydelige embargo ville ikke have anden effekt end at få mig til at se dum ud, når alle andre smågriner over hendes seneste sladder.”

Så langt var det sandt, samtykkede Daphne tavst. Det fashionable London var vitterligt afhængig af Lady Whistledown’s Society Papers. Det mystiske blad var landet på alle overklassefamiliers trappesten tre måneder tidligere. Den var blevet leveret uopfordret mandag, onsdag og fredag i to uger. Og så, den tredje mandag, ventede butlere i hele London forgæves på buddet, der normalt leverede Whistledown, kun for at erfare, at i stedet for den frie levering solgte de nu sladderbladet for den svimlende sum af fem pennies per styk.

 

Daphne måtte indrømme, at hun beundrede den opdigtede lady Whistledowns kløgt. Da hun omsider tvang folk til at betale for deres sladder, var alle overklassens familier blevet afhængige. Alle pungede ud, og et eller andet sted i byen var der en geskæftig kvinde, der blev meget velhavende.

 

Mens Violet gik rastløst frem og tilbage i rummet og talte forarget om denne ”grufulde ringeagt” over for hendes familie, sikrede Daphne sig først, at hendes mor ikke lagde mærke til hende, før hun slog blikket ned og granskede resten af sladderbladet. Whistledown’s – som det nu hed – var en mærkværdig blanding af nyheder fra selskabslivet, stærke fornærmelser og af og til en kompliment. Det, der adskilte det fra tidligere blade om selskabslivet, var, at skribenten faktisk nævnte de omtalte personer ved deres fulde navn. Der var ikke noget med at skjule sig bag forkortelser som lord S eller lady G. Hvis lady Whistledown ville skrive om nogen, brugte hun deres fulde navn. Familierne i byens finere kredse mente sig skandaløst behandlet, men i smug elskede de det.

 

Den seneste udgave var en typisk Whistledown’s. Ud over den korte tekst om Bridgerton-familien – hvilket i bund og grund ikke var andet end en beskrivelse af familien – havde lady Whistledown genfortalt hændelserne ved den foregående aftens bal. Daphne havde ikke været med, fordi det havde været hendes lillesøsters fødselsdag, og hos Bridgerton gjorde man altid et stort nummer ud af fødselsdage. Og med otte børn var der mange fødselsdage at fejre.

 

”Læser du det skidt?” spurgte Violet anklagende.


Daphne så op, men nægtede at føle sig det mindste skyldig. ”Det er en ret god klumme i dag. Tilsyneladende væltede Cecil Tumbley et helt tårn af champagneglas i går.”

 

”Virkelig?” spurgte Violet og prøvede ikke at se interesseret ud.


”Mmm-hmm,” svarede hun. ”Hendes fremstilling af Middlethorpeballet er temmelig præcis. Hun nævner, hvem der talte med hvem, og hvad alle havde på …”

 

”Og hun føler vel, at hun er nødt til at komme med sin mening, hvad den sag angår,” afbrød Violet.

Daphne smilede uartigt. ”Åh, hold da op, mor. Du ved da også, at mrs. Featherington altid har set forfærdelig ud i lilla.”

Violet prøvede på ikke at smile. Daphne kunne se trækningerne ved hendes mundvige, mens hun prøvede at bevare den fatning, hun skønnede passende for en vicomtesse og mor. I løbet af nogle sekunder sad Violet dog storsmilende ved siden af sin datter i sofaen. ”Lad mig se det,” sagde hun og snuppede bladet. ”Hvad er der ellers sket? Er vi gået glip af noget vigtigt?”

Daphne sagde: ”Mor, med lady Whistledown som reporter behøver man ikke at være egentligt til stede ved noget som helst.” Hun gjorde en viftende gestus mod bladet. ”Det her er næsten lige så godt som at være der. Sandsynligvis bedre. Jeg er sikker på, at vi fik bedre mad i går aftes, end de gjorde til ballet. Og giv mig det igen.” Hun hev bladet tilbage og efterlod et iturevet hjørne i Violets hænder.

”Daphne!”

Daphne lod, som om hun følte sig uretfærdigt behandlet. ”Jeg sad lige og læste i det.”

”Javel ja!”

”Prøv at høre her.”

Violet lænede sig frem.

Daphne læste: ”’Libertineren, tidligere kendt som jarlen af Clyvedon, har endelig set sig i stand til at beære London med sin tilstedeværelse. Skønt han endnu ikke er værdig til at gøre sin entré ved et respektabelt aftenselskab, er han spottet flere gange hos familien White og en gang hos familien Tattersall.’” Hun holdt en pause for at trække vejret. ”Hans Nåde har boet i udlandet i seks år. Er det mon et tilfælde, at han er kommet tilbage netop nu, hvor den gamle hertug er død?”

Daphne så op. ”Hold da op, hun er godt nok ligefrem, er hun ikke? Er Clyvedon ikke en af Anthonys venner?”

”Han er en Hastings nu,” sagde Violet rutinepræget, ”og ja, jeg tror, at han og Anthony var på venskabelig fod med hinanden i Oxford. Og vel også på Eton.” Hun rynkede sine brune øjenbryn, og hendes blå øjne blev smalle af eftertænksomhed.

”Han var noget af en bølle, så vidt jeg husker. Altid på kant med sin far. Men efter sigende temmelig fremragende.

Jeg synes bestemt, Anthony sagde, at han fik en grad med udmærkelse i matematik. Hvilket,” tilføjede hun med moderligt himlende øjne, ”er mere, end jeg kan sige om nogen af mine børn.”

 

”Så, så, mor,” drillede Daphne. ”Jeg er sikker på, at jeg kunne få en universitetsgrad med udmærkelse, hvis ellers Oxford kunne finde ud af at give kvinder adgang.”

 

Violet fnøs. ”Jeg rettede dine regneopgaver, da din guvernante var syg, Daphne.”

 

”Ja, men måske i historie så,” sagde Daphne med et smil. Hun så ned på bladet i sine hænder, og hendes blik søgte forvildet efter hertugens navn. ”Han lyder ret interessant,” mumlede hun.

 

Violet så strengt på hende. ”Han er temmelig upassende for en ung kvinde på din alder, det er, hvad han er.”

”Det er sjovt, hvordan min ’alder’, som du kalder det, henholdsvis betyder, at jeg er så ung, at jeg end ikke kan møde Anthonys venner, og så gammel, at du bliver helt desperat over, om jeg nogensinde lander i et godt ægteskab.”

”Daphne Bridgerton, jeg bryder mig …”

 

”… ikke om min tone, jeg ved det.” Daphne smilede. ”Men du elsker mig.”

 

Violet smilede varmt og lagde armen om Daphnes skulder. ”Ja, det ved Gud, jeg gør.”

 

Daphne gav sin mor et hurtigt kys på kinden. ”Det er moderskabets forbandelse. Du er nødt til at elske os, selvom vi giver dig problemer.”

 

Violet sukkede bare. ”Jeg håber, du får børn en dag …”

 

”… præcis ligesom mig, jeg ved det.” Daphne smilede nostalgisk og hvilede sit hoved på sin mors skulder.Hendes mor kunne godt være noget nyfigen, og hendes far havde været mere interesseret i jagthunde og i at gå på jagt, end han havde været interesseret i selskabslivet, men de havde haft et varmt ægteskab, fuld af kærlighed, latter og børn. ”Jeg kan forestille mig meget, der er værre end at følge dit eksempel, mor,” mumlede hun.

 

”Åh altså, Daphne,” sagde Violet og fik våde øjne, ”sikke en sød ting at sige.”

 

Daphne snoede en lok af sit kastanjebrune hår om sin finger, smilede bredt og lod det sentimentale øjeblik opløses i et mere drilsk et.

 

”Jeg vil være lykkelig for at følge i dine fodspor, når det gælder ægteskab og børn, mor, så længe jeg bare ikke skal have otte.”

familien bridgerton - den ugifte hertug

Den romantiske og underholdende serie har taget verden med storm og er nu endelig kommet til Danmark. Hver bog følger én af de otte søskende i Bridgerton-familien.

 

Familien Bridgerton havde premiere som tv-serie hos Netflix i 2020.

—–


Læsere hos Mofibo er vilde med Den ugifte hertug, som er første bind i Julia Quinns serie om Familien Bridgerton:

 

“Hvis man elsker Lisa Kleypas’ bøger vil man også elske denne bog.” ★★★★★★

 

“Rigtig skøn bog, der er svær at lægge fra sig.” ★★★★★★

 

“UTROLIG god! Jeg glæder mig allerede til resten i serien!” ★★★★★★

 

Du kunne også være interesseret i...