Jane Aamund: 5 af hendes vigtige bøger (der stadig bliver læst ivrigt)

1200x628_jane aamund med boeger

Forfatteren Jane Aamund var en af Danmarks mest folkekære skribenter – til ikke mindst en række kærlighedsromaner med varmblodede kvinder, erotik og store drømme.

Her er samlet 5 af de bøger, der lever flot videre efter forfatterens død.

Jane Aamund døde i 2019.

1. Naboens søn af Jane Aamund

I begyndelsen af 1950’erne bor to forskellige familier dør om dør i et af de pæne villakvarterer nord for København. Den velhavende og fremadstræbende Bentzon-familie med jyske rødder ved siden af den kreative akademikerfamilie Lund.

De to familier deler et fælles åg: En dominerende faderfigur.

Den neurotiske reklamemand Jørgen Lund udsætter sine tre børn og konen Esther for store prøvelser. Esther plages af skyld over sine egne svigt og hemmeligheder, men forsøger at beskytte børnene, især datteren Barbara, der tidligt har appetit på livet og kærligheden.

Lars, den yngste søn i familien Bentzon, lever sit eget rebelske liv. Han drømmer om at rejse, om frihed og muligheder stik imod, hvad familien og hans afdøde far havde forventet af ham.

Barbara og Lars bliver sjælefrænder og hinandens fortrolige i en turbulent tid i 50’erne, hvor familien er i opbrud og rollemønstre ændrer sig afgørende.

2. De grønne skove af Jane Aamund

I pinsen 1859 finder skandalen sted: Den unge landmand Jens Kristensen forlader Lolland og konen Kirsten for at rejse til Argentina.

Han vil skabe sig en ny tilværelse, hvor der er højt til himlen og langt til de danske skove.

Men i hælene på Jens løber et spor af skandaler. Han forelsker sig hovedkulds og intenst i tjenestepigen Marie, satser sine penge i spil og er nær bukket under på åbent hav.

Da Jens endelig får argentinsk jord under fødderne, er intet, som han havde forventet. Landet er barskt, langt vildere end det Vilde Vesten. Hvordan kan han nogensinde skabe sig det liv, han drømmer om her?

Og hvad med kærlighedens kår …?

3. Colorado drømme af Jane Aamund

Et tilfældigt møde bliver til en lidenskabelig kærlighed mellem to modne mennesker, danske Ane og amerikanske Bob, med voldsomme konsekvenser for dem selv og deres familier.

En livsbekræftende, erotisk og humoristisk roman, der viser, at kærligheden kan overskride enhver grænse og barriere mellem generationer, kulturer og livsholdninger.

4. Bjergsted drømme af Jane Aamund

Jane Aamund - Bjergsted drømme

Ane, som vi mødte i Colorado drømme, er vendt hjem til Danmark. Otte år tidligere forlod hun sin familie, to sønner og en eksmand for at følge sin store kærlighed tværs over Atlanten til USA.

Ane flytter ind i et lille hus på Vestsjælland i byen Bjergsted, langt fra de amerikanske vidder og den store passion.

Plaget af skyld, sorg og angst forsøger hun at finde fodfæste i sin nye tilværelse som enlig kvinde.

5. Samtaler om natten af Jane Aamund

Lemvig i Vestjylland. Jane Aamund er alvorligt syg. Smerter og uro holder hende vågen i de sene aften- og nattetimer og giver plads til tanker og erindringer fra et langt liv.

I Samtaler om natten fortæller hun om alt det, der giver mening.

De morsomme anekdoter, der vækker latter, systemet, der behandler hende og dem, der tager sig af hende. Menneskene på hendes barndoms hjemegn, som er svære at komme ind på livet af, men tæt på i hjertet.

Og om alt det, der var sjovt, og det der var – og er en sorg.

Du kunne også være interesseret i...

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.