Eks-sektleder taler ud: Kom med til bornholmsk dæmonuddrivelse i Pinsekirken

pinsekirken_roald-bergmann_fader-hvor

Hvordan endte en ensom søn af Bornholms yngste mor med at blive suget ind i Pinsekirken? Få Roald Bergmanns vilde fortælling i bogen Fader hvor? – og begynd med et uddrag her.

Den lavstammede kvinde med pagehår vender det hvide ud af øjnene, mens hun ryster som et oprejst epilepsianfald. Hænderne mod himlen, sindet mod vrimlen af mørke magter, der sønderriver hende til takterne, der flyder fra scenen.

”LOOSE!” råber afrikaneren.

”LOOSE!” Ordet banker hårdt i hendes krop og gennem hendes forpinte sjæl.

”LOOSE!”

Spjæt.

”LOOSE!”

Krampetrækning.

En røgdæmon er flyttet ind i kvinden. Igen. Kvinden har haft besøg af denne specifikke dæmon mange gange. Hver gang røgdæmonen bliver uddrevet, og kvinden stopper med at ryge, går der ikke mere end en uge eller to, så bliver hun besat på ny, og rygningen vender tilbage.

Musikken har ændret sig i løbet af de sidste tyve minutter. Det, der startede som en glædesrus, er blevet til en mørk march mod målet. Den svulstige kampsang har sat sig fast i omkvædet, og der er hak i koret, som kun synger to ord igen og igen: ”Blodets kraft. Blodets kraft.”

Der er power i blod. Sejr og nederlag males med rødt.

Jeg står hypnotiseret og ser det hele på klos hold. Mine egne celler turbopumper med lige dele magt og afmagt. Og denne aften er der rendyrket ondskab i denne kvindes blod.

Hun har rejst sig og er gået modstræbende frem mellem stolerækkerne, da afrikaneren spørger, om der er nogen, der selv tror, at de har en dæmon i sig. Det ved hun, at hun har. Med drævende stemme forklarer hun for afrikaneren, mens en af kirkens ældstebrødre oversætter fra dansk til engelsk: ”Jeg har kæmpet og kæmpet … men jeg bliver holdt fast i synd.”

Derefter fremhakker kvinden, tydeligt berørt og skamfuld:

”Jeg KAN ikke stoppe med at ryge. Jeg kan simpelthen bare ikke!”

Flemming i kirkens bogbutik har udtalt, at han er en rigtig afrikaner. Efter bornholmsk målestok er det en særdeles eksotisk visit.

”A tobacco demon,” tolker ældstebroderen ind i øret på afrikaneren, som med øjne som geværløb stirrer på kvinden og pludselig affyrer: ”Let’s cleanse her!”.

Rønne-mørket har sat en fin slørhinde på kirkens ruder. Verden udenfor er sort nok til nærmest ikke at eksistere. Komplet uvidende om de utrolige begivenheder, der snart vil finde sted indenfor, går naboerne forbi den gamle lagerbygning på Sagavej, som nu er prydet med tre flammesymboler i metal over hoveddøren.

På vejen høres blot en rumlen fra en fjern, stædig basgang i mol. Dette er bestemt ikke en kirke som så mange andre på øen. Og denne aften er ganske særlig.

Aftenens midtpunkt er den afrikanske gæst Charles Ndifon. Hans hud er så sort, at Flemming i kirkens bogbutik har udtalt, at han er en rigtig afrikaner. Efter bornholmsk målestok er det en særdeles eksotisk visit.

Ndifons ry er rejst i forkøbet, og menighedens medlemmer er benovede over, at han sætter fod i en lille, ubetydelig frikirke på Bornholm. Vi har alle sammen set videooptagelserne, hvor han står som en rockstjerne på en scene et ukendt sted i Afrika foran tusindvis af syge, som alle pludselig mirakuløst bliver helbredt.

Ndifon er inviteret til Danmark af evangelisten, Christian Hedegaard, som har en storslået plan for, hvordan kirken i Rønne kan blive større og mere betydningsfuld. Hedegaard har selv rejst i det afrikanske kontinent og uddrevet legioner af dæmoner. Derigennem har han mødt Ndifon.

Hedegaard er venner med kirkens seneste og meget ekspansionsivrige pastor Jørgen Christensen. De ser det som en kulmination på flere års bestræbelser, at selveste Charles Ndifon ærer dem med et besøg.

Trioen Christensen, Hedegaard og Ndifon har indvarslet en helt ny retning for den lille og ellers undseelige kirke. De opruster nu i kampen mod det onde. Kirkens tidligere ledelsesstil har været for blødsøden, for vag og alt for forblændet af at gøre det gode.

”Intet godt kan gøres, før det onde ryddes af vejen,” råbte Hedegaard med skærsildsrødt ansigt ud over den pacifistiske forsamling et halvt år forinden.

”Der er dæmoner overalt omkring os, og det er vores vigtigste opgave at fjerne dem. Dem alle sammen – én efter én.”

Selvom Hedegaard ved flere lejligheder har udråbt sig selv som landets fornemmeste djævleuddriver, har han opdaget sin overmand på en af sine hyppige missionsrejser til Afrika (der er tilsyneladende særligt mange dæmoner i Afrika, og de er tilsyneladende særligt nemme at uddrive dernede).

Ndifon har en unik evne til at løse folk fra dæmonernes trældom. Ordet ”loose”, ”løs”, kan gøre det. Undertiden skal det siges højt og ofte og gerne ledsages af et bastant skub, men resultatet er næsten altid det samme: Dæmonen løsner grebet og forlader den besatte krop.

Mere end ti tusind dæmoner er blevet uddrevet under Ndifons autoritet, forklarer han selv stolt.

Dæmoner, som alle har været tvunget til at drive omkring på kloden som åndelige landevejsriddere, til de fandt et nyt offer, de kunne besætte.

For de udvalgte få i eksorcist-branchen betyder det heldigvis permanent beskæftigelse. Og for dæmonerne betyder det hyppige flyttedage.

”Satan vil ødelægge dig og fjerne dig fra Gud. Han vil inficere din krop og dit sind med afhængighed, så du ikke kan komme tæt på Jesus!”

Hedegaard står ved min højre side og taler kraftfuldt i en mikrofon med lang, lilla ledning, som matcher farven på de femhundrede lilla stole, som forsamlingen forventningsfuldt sidder på. På min venstre side står Ndifon og stirrer befalende på den ondskab, der gemmer sig bag den lavstammede kvindes skræmte øjne.

Jeg er strategisk placeret i midten mellem disse to guddommelige giganter.

Det er højdepunktet på mine snart otte års åndelige rejse og en anerkendelse af min position som sektleder for de mere end hundrede unge sjæle, jeg hersker over. Jeg er i den tunge liga nu. Jeg har været i lære længe og er omsider ankommet til min afgørende eksamen.

De kalder mig det næste store håb for kirken.

Hedegaard og Ndifon gør klar til at overlade den sidste og vigtigste del af eksorcismen til mig. Pastor Christensen står på forreste række med hele menigheden bag sig og kigger på mig med en grimasse, der er på nippet til at ejakulere i ekstase.

Hvis min tro er stærk og ren nok, vil dæmonen adlyde min befaling og forlade kvinden. Jeg vil kunne redde hende.

Den lavstammede kvinde står spjættende og skrigende foran mig. Elektriske stød slår ned i hende, hver gang et Ndifonsk ”LOOSE!” rammer hende. Hun er næsten klar. Sataniske kræfter slynger kvindens krop omkring og presser dyrelyde ud af hendes rygerlunger.

”Hold hende fast!” befaler Hedegaard to kirketjenere.

Hele salen rækker deres hænder og Helligåndens usynlige energi hen mod dæmonen, som kæmper for at blive i kvindens krop. Den gider ikke pakke sine flyttekasser endnu en gang. Om lidt er det min tur.

Hvis min tro er stærk og ren nok, vil dæmonen adlyde min befaling og forlade kvinden. Jeg vil kunne redde hende. Jeg vil kunne kontrollere og styre den åndelige dimension. Jeg vil råde over uendelighedens dybder og guddommelige grænseløse ressourcer.

Hvis jeg vel at mærke tror nok. Tror godt nok. Er god nok.

Den totale ydmygelse og afsløringen af mig selv som en svindler vil blive tydelig for enhver, hvis det modsatte er tilfældet, og jeg mod alles forventning taber kampen mod nikotindæmonen. Jeg tænker ved mig selv: “Gid jordens undergang vil finde sted lige nu og afslutte denne seance sammen med alle liv på kloden – især mit.”

Kvinden hyperventilerer, sveder og tuder, og Christian Hedegaard kigger med alvor på mig.

”Så er det dig. Nu!”

Koret kører i slowmotion, og stemmerne lyder forvrænget og synger som under dunkelt vand.

Ndifon lægger sin hånd på min skulder for at overføre sin kraft til mig, og jeg lægger min hånd på kvindens pande. Min sved flyder sammen med hendes, og jeg tager en dyb indånding, mens et fjernt ”Blodets kraft” summer bag mig.

Jeg tænker, at jeg ikke har den ringeste anelse om, hvilket blod der egentlig flyder i mine årer. Min familie er ukendt for mig, og mine årer kunne gemme på velsignelser såvel som forbandelser. Hvis blodet har kraft, har jeg stadig i vente at finde ud af, om det er kræfter af det gode eller det onde.

Jeg er 19 år og har netop udført min første eksorcisme.

Jeg brøler ind i kvindens ansigt: ”Forlad hende i JESU KRISTI NAVN!”

Koret hakker bremsen i, og den kollektive bøn blandt publikum bliver stum, da den lavstammede kvinde i et rygbrækkende træk bliver flået bagud og op i luften. Hun flyver væk fra min udstrakte hånd og lander først tre stolerækker længere borte.

Menighedens medlemmer, ældstebrødrene, Jørgen Christensen, Christian Hedegaard og Charles Ndifon løber alle hen til kvindens livløse krop. Jeg står lige så livløst tilbage og mærker min mave tage kvælertag på min hals.

Billeder af blod flyder hen over mine hornhinder, og kirkesalen bliver nedsænket i et mørkerødt hav.

”LOOSE!” lyder det i det fjerne, mens jeg dykker videre ned i blodige dybder.

Jeg ser min mormors høne som et roterende springvand med blod spruttende op af den overhuggede hals. Hønen løber hen mod mig og forsøger at kravle op ad mit ben.

Jeg vælter bagover og falder gennem is og ned i Bornholms dybeste brønd fyldt med frysende blod. En nedsunket gren trækker mig op til synet af mig selv i et spejl. Jeg står med en flækøkse i hånden og med en morders ansigt.

Min lillefinger falder af. Fra knoglen drypper tunge dråber af blod, som lander i en rød pøl på et gulvtæppe, hvor der ligger en hækkesaks, en væltet stol og et stykke reb, som jeg samler op. Jeg binder det blodindsmurte reb til en galge, der bliver kastet hen over den kraftige bjælke i laden.

Døren går op, og min morfar står i åbningen. Jeg gør afsæt til at løbe mod ham og mod en redning fra dette mareridt, men med et vanvidssmil kører han sine øjne om bag i hovedet og tager et kilometerlangt sug på sin mentolsmøg.

Brændende og klistret, rød røg vælter ud af hans mund, næse, ører, rynker og hårrødder, og han rækker ud for at få et greb om min hals.

”LOOSE!” lyder det som et tordenbrag så højt, at min morfar bliver blæst ud af laden, og jeg vender tilbage til lagerbygningen i Rønne Syd. Fra klumpen af mennesker forskanset omkring kvindens sammenkrøllede legeme lyder der med ét et ”Halleluja!”, og den lavstammede kvinde rejser sig op med hænderne løftet i taksigelse.

”Den er væk. Tak, Gud, den er væk!” jublehulker hun. Hendes smil spreder sig til hele flokken, og der bliver takket synkront til de højere magter.

Hedegaard ryster mig tilbage til virkeligheden og triumferer: ”Sådan, Roald! Kan du se, hvilke fantastiske ting du kan udrette gennem blodets kraft? Og dette er kun begyndelsen.” Jeg smiler, men indeni runger spørgsmålet: ”Begyndelsen på hvad?”

Jeg er 19 år og har netop udført min første eksorcisme.

Roald Bergmann: Fader hvor?

Den vilde, men sande historie om den bornholmske dreng Roald, som brugte sin opvækst på at jagte en far, men endte med at blive ungdomspræst for en af landets dengang mest ekstreme Pinsekirker. Som ensom søn af Bornholms yngste mor søgte Roald til­flugt i sin egen fantasi, og hans barske barndom blev en katalysator for en grænsesøgende ungdom i Rønne i 1990’erne.

Du kunne også være interesseret i...

Få læseinspiration i din indbakke

I vores nyhedsbrev får du masser af inspiration til din næste store læseoplevelse. Fortæl os, hvad du er interesseret i – så sender vi det helt rigtige indhold til dig. Du kan selvfølgelig altid afmelde nyhedsbrevet igen.